Hvad er Egholm øko Ø

Hvad gør Egholm enestående?

 

I hvilken by i hele verden kan man komme fra storbyens larm og udstødningsgasser til fred og landlig idyl på under 5 minutter? Svaret er, at ingen andre steder end Aalborg kan byde på denne  mulighed, og Egholms helt særlige særkende er uden tvivl øens enestående beliggenhed midt i fjorden helt tæt på Aalborg og Nørre Sundby.

5 minutters mentalhygiejnisk rejse med den lille færge bringer folk og fæ fra by til land. Øen byder på en helt særlig ro, der er højt til himlen, frisk luft og fri adgang til både skov, strand og vand.

 

Aalborgs børn kommer på ø-besøg med vuggestue og børnehave fra de er helt små, og når de bliver ældre går turen stadig til Egholm, hvor Skoletjenesten beriger biologiundervisningen med læring midt i naturen og den omkringliggende fjord. Egholm er også en fest-ø, hvor mange mennesker hvert år fejrer bryllup, barnedåb, fødselsdage og andre mærkedage enten under åben himmel med medbragt mad eller på øens kro eller konferencecenter.

 

Den landlige idyl og de hyggelige omgivelser indbyder til samvær med familie og venner, og hvert år arrangerer øens foreninger også Skt.Hans bål og juletræstænding, der samler hundredevis af glade gæster, der nyder at fejre højtiderne med fællessang og godt selskab.

 

Øens nyeste tiltag er løbende overgang til økologisk landbrug, hvor det hen ad vejen bliver muligt at  tilbyde Aalborgenserne et bynært spisekammer, hvor man som forbruger kan købe kød fra dyr, der har levet et godt og langt liv og hente grøntsager, der er giftfrie og dyrket efter økologiske principper.

Selvom Egholm er i konstant udvikling, er og bliver øen Aalborgs bedste åndehul, hvor man på ingen tid bliver omgivet af fri natur, frisk luft og et væld af udfoldelsesmuligheder.